Gaardsoe.com

Mange mennesker forbløffes over visse børns usædvanligt høje begavelse. Disse små genier udviser evner, man end ikke kunne forvente hos de fleste universitetsproffesorer. Vidunderbørn kan fra 5-årsalderen være stand til at opremse samtlige primtal der går op i 327.539.178.013 på to sekunder, eller recitere alle ord i Brødrene Karamazov der på Swahili begynder med Ng-, eller dirigere et symfoniorkester så fremragende at Karajan går ud og hænger sig i skoven. Det synes uomtvisteligt, at disse børn må besidde mere end en gennemsnitsbegavelse. 

Eller gør det? Man kan tænke sig en anden årsag til vidunderbørns forbløffende evner: At de blot er almindelige unger, der af ukendte årsager er fantastisk heldige. Det er statistisk muligt at gætte titlerne på samtlige Rembrandts malerier ved et rent lykketræf. Det er ejheller utænkeligt, at man kan spille Clair de Lune som en konservatiorieuddannet, blot ved at trykke på tangenterne i en tilfældig, men heldig rækkefølge. Det er heller ikke usandsynligt, at man kan fremsige samtlige digte af T. S. Elliot på sanskrit ved blot at snakke sort, og håbe på det bedste. 

Vi må indse og acceptere at visse mennesker kan være ubegribeligt heldige fra barnsben af, og følgelig være tilbageholdene overfor at betegne dem som vidunderbørn. Man kan sagtens kalde dem vidundere, idet sådant held uden tvivl er mirakuløst, men man bør ikke tro, at de er ekstraordinært intelligente. Nogle mennesker er slet og ret svineheldige - ikke blot ind i mellem, men hele tiden. Sådan fungerer tilfældighedens love nu engang.

Det er almindeligt antaget, at alkoholindtagelse påvirker åndsevnerne i negativ retning. På kort sigt er dette uden tvivl rigtigt; de fleste har haft oplevelsen af at drikke sig tilbage til abestadiet, hvor kun de mest basale og dyriske hjernefunktioner fungerer, såsom at grynte, savle, og kravle på alle fire. Denne tilstand er heldigvis midlertidig, og plejer at forsvinde efter en god nats søvn. Desværre hævder flere forskere, at et vedholdende alkoholforbrug usvigeligt skader åndsevnerne på længere sigt. Denne fejlagtige påstand er heldigvis let at gendrive:

Overvej følgende: Pro primo, at hjernen er et netværk af celler, hvorigennem informationer udveksles. Dette neurale netværk arbejder under samme betingelser som f.eks. et computernetværk, og kan således ikke fungere væsentligt hurtigere end den langsommeste forbindelse. Et computernetværk, der overvejende består af lyslederkabler og superledere, kan ikke fungere optimalt hvis der et sted undervejs findes en langsom analog telefonforbindelse, der sinker hele trafikken. Ligeledes gælder det indenfor neurologien: Hjernen kan ikke arbejde meget hurtigere end de langsommeste hjerneceller.

Overvejer vi yderligere pro secundo, at når organismer udsættes for skadelige stimuli, som f.eks. alkohol (der indrømmet er et giftstof), er det altid de svageste organismer, der bukker under først. Slutresultatet af vedvarende alkoholindtagelse må derfor blive, efterhånden som hjernens langsommeste og mindst levedygtige celler udryddes, at hjernen vil begynde at arbejde hurtigere og mere effektivt. Det kan derfor logisk konkluderes, at alkohol på længere sigt faktisk højner intelligensen. Quod erat demonstandum. Gaudeamus igitur!

Bibelen er et skrift af varierende kvalitet. Især dens forudsigelser og åbenbaringer om jordens endeligt er tit helt hen i vejret. Johannes må have spist nogle heftige svampe, for at kunne få den skøre idé, at den yderste dag ville udspilles med et syret menageri af mangehornede dyr samt en babylonsk intimmassøse.

Men ét skriftsted må bestemt tages alvorligt: I Jobs Bog kapitel 40, fra vers 15, står der udtrykkeligt at flodhesten er “Guds ypperste skabning, skabt til at herske over de andre”. Åbenbart har Vorherre ombestemt sig angående menneskets ledende rolle i Hans skaberværk. 

Vi mennesker må fremover være meget opmærksomme på oprørske tendenser blandt flodhestene. Som situationen er nu, udgør de næppe nogen alvorlig trussel. Men på længere sigt bør vi holde et vågent øje med deres politiske aktiviteter. Optakten til et oprør vil sandsynligvis begynde med at flodhestene danner støttegrupper for artsfæller interneret i zoologiske haver, og kræver deres ubetingede løsladelse. Disse grupper må infiltreres og uskadeliggøres, ellers vil de danne grundlag for en bredere politisk opposition.

Sættes der ikke tidligt ind, bliver næste fase at støttegrupperne udvikler sig til yderligtgående autonome celler, der foranstalter optøjer og andre alvorlige anslag mod den offentlige ro og orden. Dernæst er der overhængende fare for, at fanatiske flodheste danner paramilitære terroristorganisationer. Da vil situationen blive kritisk, for i værste fald kan disse kampgrupper erhverve eller udvikle atomvåben. 

Vi må derfor gøre en effektiv indsats for at undertrykke alle tendenser til politisk bevidstliggørelse blandt flodheste. I første omgang gennem massive propagandakampagner, der glorificerer menneskenes overherredømme, eksempelvis ved opsætning af store plakater ved flodhestenes levesteder. Man bør også gå i gang med at træne efterretningsagenter i flodhesteforklædning, for at muliggøre ubemærket infiltration og overvågning af suspekte politiske flodhesteorganisationer. Hjælper dette ikke, må man sætte ind med forsamlingsforbud, udgangsforbud, censur af flodhestenes presse, indføre hårdhændede afhøringsmetoder af arresterede aktivister, og i sidste instans likvidere farlige yderligtgående flodheste. Det lyder givetvis lidt uetisk at anvende sådanne hårde og beskidte metoder, men det kan blive nødvendigt. Vor fremtid må forsvares for enhver pris.

Utallige westerns har efterhånden dannet et meget stereotypt indtryk af kvægdrivererne i USA’s nybygger-periode. Alle kender billedet af den ensomme, støvede cowboy, med sin skudklare revolver hængende ved hoften. Han rider rundt på må og få blandt den ene barske og lovløse prærieby efter den anden, hvor man skyder først, og stiller spørgsmål bagefter, og hvor den lokale saloon hurtigt kan udvikle sig til et livsfarligt skydetelt.

Er denne fremstilling i overensstemmelse med de historiske realiteter? Ja, det er den faktisk, og især Clint Eastwood-typen kommer tættest på virkeligheden. Stort set alle cowboys lignede og opførte sig præcis som han, og var hårde, indædte, og fåmælte mænd. Det skyldtes dog ikke at de levede i et uciviliseret og hjerteløst samfund, som man skulle tro. Forklaringen er blot at de drak verdens stærkeste kaffe. 

Datidens cowboy’er klarede det lange og opslidende arbejde på prærien ved at brygge ubegribeligt koncentreret kaffe. Typisk lavedes den ved at hælde et par skefulde kogende vand oven i en keddel med malede kaffebønner. Styrken testedes ved at smide en hestesko i keddelen; sank den til bunds, var kaffen for tynd.

Denne uansvarlige indtagen af koffein var årsagen til cowboy’ernes karakteristiske Clint Eastwood-udseende og -væremåde. Reaktionen på en overdosis koffein er velkendt for de fleste: Hovedet dunker af for højt blodtryk, hvorved ens øjenlåg knibes sammen til små, rynkede sprækker. Maven føles væmmeligt sur, hvorved munden udstrækkes i en vrængende, bister grimasse. Man er så forpint og plaget, at man ikke taler mere end højst nødvendigt, og da i et hvæsende og indædt tonefald.

Samtidig er man temmelig vranten og opfarende, og er man udstyret med en revolver, kan man temmelig nemt komme til at skyde nogen. Især hvis man virkelig skal skynde sig på toilettet - hvilket en cowboy meget hyppigt skulle, da meget kaffe forårsager stærk tissetrang, samt tyndskid - da kan man let blive så desperat, at man må pløkke folk ned, hvis de forsinker én i at nå på toilettet i tide. Mange ildkampe på salooner begyndte som skænderier over hvis tur det var til at bruge toilettet, eller hvis værten sagde at man skulle købe noget, før man måtte bruge toilettet. 

Man må således konkludere, at cowboy’ernes baske og voldelige adfærd ikke skyldes at de levede i et hårdt og ubarmhjertigt samfund; de drak bare for meget stærk kaffe.

Ofte undres man såre over visse tings særprægede navne. Hvorfor kaldes en skovl for “en skovl”, og hvorfor skal grød hedde “grød”? Det er sjældent muligt at finde en tilfredsstillende forklaring, men dog når det gælder dumme dyrenavne og vejnavne, kan man udtænke de sandsynlige årsager.

Især indenfor dyreriget er der så mange tåbelige navne, såsom “bæver”, “helleflynder”, “sule”, og “krokodille”, at man begynder at spekulere på hvem mon i alverden er ansvarlig for alt det vås. Skal man tro Bibelen (1. mos. 2, 19-20), fik Adam tjansen med at finde på navne til alle de dyr, Gud havde skabt. Og det er nok ikke bare en gammel røverhistorie, som så meget andet i Bibelen. Man kan tydeligt se på dyrenes navne at der har været en lavtrangerende medarbejder med i spillet, og at Adam ikke altid udførte sit arbejde med udelt begejstring.

Dog til at begynde med har Adam sandsynligvis været vældig begejstret for sit nye og spændende job. Hans iver og gåpåmod bevidnes af fantasifulde og velklingende dyrenavne, såsom “ørn”, “kobra”, “jærv”, og “ulv”. Men tilsyneladende svandt denne omhu og kreativitet hen, efterhånden som ugerne gik og Adam stadig havde ufatteligt mange dyr at navngive. Gud havde efter alt at dømme haft en pragtfuld dag, da han skabte dyrene, og havde lavet en hulens bunke af dem (et problem, som vi først i løbet af 1900-tallet er begyndt at få bugt med).

Efterhånden blev Adam mere og mere træt af sin endeløse tjans, og anstrengte sig sjældent til at finde på andet end kedelige, deskriptive navne. Således blev en flad slags fisk kaldet “en fladfisk”, et dyr der slugte myrer blev benævnt “en myresluger”, en hund der lever på prærien blev døbt “en præriehund”, og en abe der brøler fik navnet “en brøleabe”.

Men Adams arbejdsindsats blev værre endnu. Til sidst blev han så uendeligt led og ked af sit arbejde, at han gav sig til at opfinde direkte fjollede og bizarre navne, såsom “flamingo”, “orangutang”, “ansjos”, og “gnu”. Og man forstår ham; med alle de dyr, Gud havde skabt, har Adam virkelig ikke haft det let.

Man kan nemt leve sig ind i, hvordan Adam har følt når han stod op om morgenen og gik på arbejde, og så den stadig endeløse kø af dyr, der stod og ventede på at blive navngivet. Man kan tydeligt forestille sig, hvordan han opgivende har råbt: “Næste!”, stirret ligegyldigt på dyret foran sig, og gnavent har sagt: “Du er en klyde! Ja, det er sgu lige hvad du er! Pil så af dit elendige lille møgdyr!” Efter at have samlet sig en smule, gik Adam videre med sit ulidelige hverv: “Næste! For Helvede, endnu en gnaver! Du er en… ja, hvad ved jeg… en hamster. Hæ, hæ, ja, vidunderligt hæsligt navn. Sig tak, og skrid så med dig.”

Præcis den samme slags træthed og fjogede ugidelighed har sikkert indfundet sig hos de af Københavns byplanlæggere, der finder på vejnavne. Derfor er der kun få gode og originale vejnavne, såsom “Lavendelstræde”, “Adelgade”, og “Rosengade”. Langt de fleste vejnavne er af den kedelige og deskriptive art, såsom “Øster Voldgade” (hvor den østlige vold engang lå), “Kultorvet” (hvor der engang solgtes kul), “Børsgade” (hvor Børsen ligger), og “Havnegade” (som særdeles overraskende løber langs havnen). De resterende vejnavne er også temmelig uopfindsomme, og er blot lavet ved at opkalde vejen efter en fremtrædende person (”H. C. Andersens Boulevard”), eller efter et helt tilfældigt sted (”Oslo Plads”).

Man kan derfor frygte, at byplanlæggerne snart løber tør for steder og personer at opkalde veje efter, samt at de bliver så umådeligt trætte af deres arbejde, at de når til den forbitrede og fjollede fase, ganske som Adam gjorde. Og byplanlæggerne har vældigt rige muligheder for at finde på højst besynderlige vejnavne, f.eks. ved at opkalde veje efter madvarer: “Flæskestegsvej”, “Agurkesalatgade”, “Hønsekødssuppe Boulevard”, og “Stegt Rødspættefillet med Bearnaisesauce Allé”. Eller eventuelt veje opkaldt efter begreber: “Ækelthedsgade”, “Urimelighedsstræde”, “Kådhedsvej”, eller aktiviteter: “Skrabevej”, “Kildregade”, “Cunnilingus Allé”, eller måske onomatopoietika: “Svupgade”, “Splaskstræde”, “Plingvej”, og “Bumgade”.

Hvis der ikke skrides ind, kan det gå rigeligt galt med Københavns vejnavne. Til sidst kan det ende med, at byplanlæggerne giver fuldstændig op, og blot opkalder nye veje efter gamle veje: “Oslo Plads Vej” og “Adelgadestræde”, eller endog opkalder veje efter veje opkaldt efter andre veje, osv.: “H. C. Andersens Boulevardgadevej” eller blot “Øster Voldgadegadegadegadegadegade”.

Dette skete heldigvis aldrig med dyrenavnene; lykkeligvis fandt Gud en undskyldning for at fyre Adam før han kørte ubehjælpeligt sur i sit arbejde, og smed ham på porten for at gå på æblerov med sin kæreste. Var det ikke sket, kunne vi have dyr som f.eks. hed “solsorteabefisk”, “humlebirotteøglesnegl”, eller blot “kaninhundhundhundhund”.

Det må ikke komme så vidt med vore vejnavne. Så husk ved næste kommunalvalg at stemme på et parti, som lover at fyre samtlige Københavnske byplanlæggere, der har med vejnavngivning at gøre. Ind i mellem må man desværre være lidt hård ved de medarbejdere, der er kørt håbløst fast i deres arbejde.